Tummy Tuck

Fakta

  • Løshed af hud på maven og evt. slaphed af bugvæggen ses typisk efter graviditeter eller større vægttab
  • Ved såkaldt abdominalplastik fjernes den overskydende hud nedadtil på maven, og evt. opstrammes bugmuskulaturen
  • Du kan risikere at få synlige ar, infektion, blødninger og væskeansamling i det behandlede område. 

Hvad er formålet med maveskindsoperation?

Formålet er at stramme maveskindet op ved at fjerne uønsket fedt og overflødig hud, som ikke kan trænes eller slankes bort. Fødsler og hurtigt vægttab er almindelige årsager til løs hud på maven. Abdominalplastik er en opstramning af huden på maven, men er ingen slankemetode. Er du betydelig overvægtig (BMI over 30), bør du slanke dig før operationen, da væsentlig overvægt giver et dårligere resultat og en øget fare for komplikationer.

Hvordan foregår operationen?

Ved Tummy Tuck (abdominalplastik) laver plastikkirurgen et stort snit langs den nedre del af maven. Snittet er svagt U-formet og bliver lavet lige over kønsbehåringen (under underbukserne), næsten fra hofte til hofte. Huden på maven løsnes fra bugvæggen sammen med fedt op til niveau med navlen, og det overflødige hud og fedt skæres væk. Den tilbageværende hud strammes op og syes på plads.

Ved den klassiske abdominalplastik laver plastikkirurgen det samme hudsnit som ved et kejsersnit, måske lidt længere ved større indgreb. Derudover laves også et snit rundt om navlen for at frigøre den fra det omgivende væv. Huden løsnes så fra den underliggende muskulatur og løftes helt op til ribbenskanten. Mavemuskler og bindevæv strammes evt. op og syes sammen, hvis der er slaphed af mavemusklerne (bugvægsplastik). Fedtansamlinger kan endvidere fjernes med fedtsugning. Overflødig hud skæres væk, og der laves et nyt hul til navlen. Til slut trækker plastikkirurgen huden ned og syr den på plads ved det U-formede hudsnit med selvopløslige suturer (tråde). Navlen sys også fast med blå suturer (tråde).

Små plastrør (dræn) kan lægges ind for at fjerne blod og væske. Abdominalplastik udføres under narkose. Operationens varighed er afhængig af, hvor omfattende de kirurgiske indgreb er, men det kan tage op til tre timer. 

Efter operationen

Efter operationen vil maven fremstå som noget fladere, og musklerne vil føles strammere. Suturerne (trådene) på navlen fjernes efter ca. 2 uger, de selvopløslige suturer (tråde) på den U-formede snit fjernes ikke. Du skal bruge en stram dragt (kompressionsbeklædning), som skal sidde godt på kroppen og holde hud og muskulatur på plads. Meningen med kompressionen er at undgå eventuelle komplikationer og give et bedre kosmetisk resultat. Du må regne med at bruge kompressionsbeklædningen i 4-6 uger. De små plastrør (dræn) fjernes typisk efter 1-7 dage efter operationen.

Bivirkninger

Det kan være vanskeligt at stå oprejst efter abdominalplastik, idet det strammer meget i såret. Du kan også opleve smerter og følelsesløshed i maveregionen. Host, nysen og andre bevægelser i overkroppen kan forårsage smerter. Det hjælper at holde en pude mod maven. Arrene er permanente og vil være synlige, men vil dog blive bedre over tid (for det meste et år). Hævelserne vil være størst efter tre dage, men de kan vare i uger og i nogle tilfælde måneder. Du bør undgå solbadning, da det kan gøre arrene mørkere. Plaster over arrene gennem de første 3 måneder kan give et pænere resultat.

Mange vil helst kun ligge roligt og hvile sig efter operationen, men du bør komme op så snart som muligt. Dette forhindrer blodpropper. Kraftige fysiske aktiviteter anbefales ikke, før der er gået 4-6 uger. Du bør afsætte 2-4 uger, hvis du bestemmer dig for at få udført en abdominalplastik.

Mulige komplikationer

Komplikationer kan opstå ved al kirurgi, men de forekommer sjældent. Du kan risikere at få meget synlige ar, infektion, store blødninger og væskeansamling i det behandlede område. Jo mere omfattende operationen er, desto større er risikoen. Mennesker med generelt dårligt helbred (hjerte- og karsygdomme, diabetes og nedsat immunforsvar) og overvægtige er i risikogruppen.